Et lidt anderledes Valentinskort.

Jeg fandt et hjerte, jeg havde lavet for noget tid siden. Det er lavet med Tim Holtz die 664156 a faceted heart, og jeg tænkte, at det kunne bruges til et Valentines kort til min mand.

Vi fejre normalt ikke Valentines dag, men tiden er jo lidt underlig, så jeg synes, at han skal forkæles lidt med et kort og en gave.

Jeg skar noget akvarelpapir til, og så begyndte jeg at komme farve på. Jeg trykkede farve på min silikonemåtte på TH glaspladen, og så sprøjtede jeg vand på til der kom ‘perler’ af farve. Jeg brugte Distress Oxide i farverne Hickory Smoke, Frayed Burlap og Pumice Stone.

Jeg trykkede akvarelpapiret let ned i farveperlerne forskellige steder på måtten, mens jeg vendte og drejede papiret. Så tørrede jeg med mit Heat tool/varmepistol mellem hvert lag,og jeg gentog processen, til jeg var tilfreds med resultatet. Det blev til 5 – 6 omgange. Lidt tidskrævende, men flot synes jeg.

Så stansede jeg bogstaver ud. Jeg brugte Tim Holtz 664728 Alphanumeric shadow lower bogstaver. Så kom jeg lidt embossingsværte på bogstaverne sådan lidt tilfældigt, og så kom jeg WOW embossingpulver – copper sparkle på og varmede det med mit Heat tool/varmepistol.

Så sværtede jeg kanterne på min baggrund og bogstaverne med Distress Ink i Walnut Stain.

Så satte jeg baggrunden på et slimline kort med dobbelt klæbende tape, og jeg limede hjerte og bogstaver på med Distress Collage Medium Mat.

Nu er kortet klar, så håber jeg bare, at gaven når at komme.

Jeg håber, at I kan bruge idéen til et kort til én, I er glade for. Jeg valgte lidt anderledes farvekombination, men I kan vælge lige de farver, I har lyst til at bruge.

Rigtig god krea-dag til jer alle.

Hej fra Dot

Et enkelt slimline herrekort…

Jeg har fået fingrene i stempelsættet ‘dagens mand’ fra Three Scoops, så det ville jeg lave et enkelt slimline herrekort med.

Jeg brugte den største ramme i diesættet TSCD0035 fra Three Scoops til at stanse et stykke karton med træstruktur.

Jeg sværtede kanterne med Distress Ink i Ground Espresso.

Jeg skar en lidt større rektangel ud af blåt Renke karton 10.929 til at lægge bag træstykket, og jeg sværtede også kanterne på det med Distress Ink i Ground Espresso.

Så brugte jeg de to mindste dies i sættet TSCD0035 til at skære to stykker blåt Renke karton 10.929. Her sværtede jeg også kanterne med Distress Ink i Ground Espresso.

Så stemplede jeg ‘Dagens’ og ‘du er for sej’ med Memento Tuxedo Black på kvistkarton. Her blev kanterne også sværtede med Distress Ink i Ground Espresso.

Så tog jeg brun mosgummi og satte dobbeltklæbende tape bagpå, og et ark blåt karton, der også fik dobbeltklæbende tape bagpå, og i begge stansede jeg ordet ‘Mand’ ud. Så klistrede jeg det blå ‘mand’ ovenpå det brune ‘mand’ for at skabe noget dimension til kortet.

Så samlede jeg kortet med de forskellige dele, og jeg sluttede af med at sætte lidt beige enamel-dots fra Simple and Basic på som pynt.

Et hurtigt og enkelt herrekort. Jeg håber, at I kan bruge idéen.

De bedste krea-hilsner.

Dot